SÅ længe, der er håb… og drømme!

Dem der har læst min dagbog, Porcelænshulen, vil vide, at jeg siden, jeg var helt ung har haft et brændende ønske om at få mange mange børn, men min drøm blev mere og mere sløret desto mere spiseforstyrrelsen bed sig fast i mit liv, min krop og ikke mindst mit hoved. Jeg var hele vejen igennem klar over, at jeg ikke kunne tage vare på et barn, når jeg ikke engang kunne tage vare på mig selv. Det var med til at lægge en tyk tåge over mit liv – en tåge som jeg ikke kunne hverken æde eller sulte mig igennem. Men jeg kunne skimte min  drøm gennem tågen i alle årene, og selv de dage, hvor der blev helt sort, holdt jeg fast i den mindste lille lyskile, hvor jeg kunne se mig selv som mor – håbet var der, men jeg turde ikke tro, at det kunne lykkes, og ofte når jeg havde det allerværst, kunne jeg slet ikke se nogen mening med livet, hvis jeg ikke blev mor.

Den sætning, der printede sig  i min dagbog, og i min inderste kerne var ”HUSK AT BLIVE MOR”…

Hele min ungdom blev ædt op af den ene spiseforstyrrelse efter den anden alt imens alle mine venner gik amok i byture, og levede ”livet” – min ungdom blev udsat, og det gjorde min krop også. Da jeg efter 12år havde fået samlet så mange kræfter, at jeg selv kunne løfte låget af mit livs tungeste kasse og springe ud og nyde det at leve, ja så var jeg pludselig fyldt 25år, og så skulle jeg indhente en del – der skulle rejses, læses, festes, alt det som jeg havde hungret efter, når jeg var tilskuer til mine venners liv, nu var det min tur. Drømmen om børn, og ikke mindst håbet begyndte at blive mere og mere tydeligt og bryde gennem den sorte tåge, som havde omfavnet mit liv i så mange år. Pludselig var det ikke bare en drøm, men også et lille håb, som jeg langsomt begyndte at tro på…

Det tog mig 7 lange år at finde den kæreste, som i dag er far til min lille datter. Nu stod både drømmen og håbet så klart, at jeg nærmest ikke kunne se andet – jeg var tættere end nogensinde på at få opfyldt mit livs største ønske. Det viste sig dog ikke at være så let, som dengang mine veninder blev gravide én efter én… jeg var 38år og inderst inde begyndte det hele at ulme, og en lille skinger stemme skreg mig ind i hovedet ”det er jo nok din egen skyld, at det ikke lykkes, sådan som du har behandlet din krop!!!”

Jeg spurgte lægerne, hvordan en spiseforstyrrelse kan havde indflydelse på fertiliteten. De forsikrede mig om, at det ikke var min egen skyld – at jeg havde gjort alt det rigtige i forhold til at værne om krop og få den tilbage i balance. Men, hvorfor blev jeg så ikke gravid?? En kampild havde tændt sig i mig, jeg var så tæt på, og så alligevel så langt fra! Jeg ville gøre, hvad som helst… og efter 4år i behandling lykkedes det os at blive forældre til verdens mest ønskede lille datter – hun er næsten et år nu, og jeg fatter stadigvæk ikke helt, at jeg er blevet MOR!

Hold fast i dine drømme og håb, også når det er tåget og livet ikke giver mening… det er dem, der gør dig stærk, og følger jeg derhen, hvor du inderst inde virkelig ønsker at være <3