Hvor lang tid tager det at slippe af med min spiseforstyrrelse?

Vi kan lige så godt læne os tilbage for... ”Det tager lige så lang tid, at slippe fri af din spiseforstyrrelse, som du har haft den!”

I går var jeg til et fantastisk inspirerende og spændende kursus med Søren Hertz, som jo er børne- og ungdomspsykiater. Ja, bare det at skulle skrive sådan en titel, kan jo få en til at gibbe… for så ER man jo virkelig syg, hvis man skal til ”sådan en” – det var i hvert fald sådan, jeg tænkte, dengang jeg kom til lægen, og det eneste han kunne give mig var en henvisning til en psykiater eller en indlæggelse på en, i mit hoved, anstalt for tossede (det turde jeg slet), så nej tak!

Kurset handlede egentlig mest om hele den her diagnoseverden med fokus på, hvad der mon er galt, når børn og unge, viser en besynderlig adfærd! JA, for noget må jo være galt ik?

Befriende var det, at Sørens næste sætning var, at det ikke er barnet eller den unge, der er problemet, men at de prøver at vise problemet! Et problem, som ikke kan eller skal forstås i sig selv, men i de omgivelser, hvor det udspiller sig!

Min første tanke var, hvorfor fandtes der ikke sådanne mennesker, dengang jeg havde brug for det! Det eneste jeg husker er, at alle fokuserede på at fikse mig. Jeg ved ikke, om de synes, at jeg var problemet, men jeg husker, som var det i går, at jeg i hvert fald følte mig som værende PROBLEMET!

Nå, men jeg kom ud af min tankestrøm under pausen, hvor jeg sludrede med Søren omkring min bog, Porcelænshulen. Vi kom på en eller måde til at tale om, at nogen (og hvem er det egentlig??) har sagt, at det tager lige så lang tid at komme ud af sin spiseforstyrrelse, som man har levet med den!!!

Vi kiggede på hinanden og kunne kun bekræfte, at vi begge to blev vrede over den udmelding – hvem har lavet den formel???? JA, formel, udregning… whatever!

Det bragte mig i hvert fald tilbage til mit besøg med lægeverdenen, hvor præcis samme sætning flød ud over min læges læber! Jeg gloede på ham og sagde 8ÅR?????? Det kan jeg ikke!!...

Og nej! Det hverken kunne eller ville jeg… og når jeg sidder her i dag, bliver jeg helt harm over, at man overhovedet kan finde på at sige sådan til et menneske, der sidder med det ene ben i afgrunden og kalder på en hånd, der bare kan holde lidt fast i en, så man ikke falder eller måske, det helt utænkelige i situationen, at hive en helt op!

Ens håb og tro på, at det kan lykkes at leve et liv uden en spiseforstyrrelse, bliver da virkelig utænkeligt og nærmest naivt, når man får smækket sådan en sætning i hovedet. Jeg følte, at jeg blev reduceret til en matematisk formel, som måske havde fået liv på baggrund af nogle ufuldstændige dataindsamlinger, der på ingen måde kunne tage højde for alle de variabler, der spiller ind i et hvilket som helst menneskes liv. Ikke nok med, at jeg følte mig reduceret, jeg fik da også på et splitsekund frataget alt ansvar for mit eget liv... med den melding kunne jeg jo lige så godt læne mig tilbage og vente.

Jeg kan bare sige, at jeg er ikke en del af den statistik og jeg håber, at den sætning begraves hurtigst muligt og erstattes af et møde med nogle mennesker, der kan indgyde til håb og tro på, at vi kan ændre vores måde at leve på. Jeg er et levende bevis på, at det kan lade sig gøre <3