SÅ længe, der er håb… og drømme!

Dem der har læst min dagbog, Porcelænshulen, vil vide, at jeg siden, jeg var helt ung har haft et brændende ønske om at få mange mange børn, men min drøm blev mere og mere sløret desto mere spiseforstyrrelsen bed sig fast i mit liv, min krop og ikke mindst mit hoved. Jeg var hele vejen igennem klar over, at jeg ikke kunne tage vare på et barn, når jeg ikke engang kunne tage vare på mig selv. Det var med til at lægge en tyk tåge over mit liv – en tåge som jeg ikke kunne hverken æde eller sulte mig igennem. Men jeg kunne skimte min  drøm gennem tågen i alle årene, og selv de dage, hvor der blev helt sort, holdt jeg fast i den mindste lille lyskile, hvor jeg kunne se mig selv som mor – håbet var der, men jeg turde ikke tro, at det kunne lykkes, og ofte når jeg havde det allerværst, kunne jeg slet ikke se nogen mening med livet, hvis jeg ikke blev mor.

Den sætning, der printede sig  i min dagbog, og i min inderste kerne var ”HUSK AT BLIVE MOR”…

Hele min ungdom blev ædt op af den ene spiseforstyrrelse efter den anden alt imens alle mine venner gik amok i byture, og levede ”livet” – min ungdom blev udsat, og det gjorde min krop også. Da jeg efter 12år havde fået samlet så mange kræfter, at jeg selv kunne løfte låget af mit livs tungeste kasse og springe ud og nyde det at leve, ja så var jeg pludselig fyldt 25år, og så skulle jeg indhente en del – der skulle rejses, læses, festes, alt det som jeg havde hungret efter, når jeg var tilskuer til mine venners liv, nu var det min tur. Drømmen om børn, og ikke mindst håbet begyndte at blive mere og mere tydeligt og bryde gennem den sorte tåge, som havde omfavnet mit liv i så mange år. Pludselig var det ikke bare en drøm, men også et lille håb, som jeg langsomt begyndte at tro på…

Det tog mig 7 lange år at finde den kæreste, som i dag er far til min lille datter. Nu stod både drømmen og håbet så klart, at jeg nærmest ikke kunne se andet – jeg var tættere end nogensinde på at få opfyldt mit livs største ønske. Det viste sig dog ikke at være så let, som dengang mine veninder blev gravide én efter én… jeg var 38år og inderst inde begyndte det hele at ulme, og en lille skinger stemme skreg mig ind i hovedet ”det er jo nok din egen skyld, at det ikke lykkes, sådan som du har behandlet din krop!!!”

Jeg spurgte lægerne, hvordan en spiseforstyrrelse kan havde indflydelse på fertiliteten. De forsikrede mig om, at det ikke var min egen skyld – at jeg havde gjort alt det rigtige i forhold til at værne om krop og få den tilbage i balance. Men, hvorfor blev jeg så ikke gravid?? En kampild havde tændt sig i mig, jeg var så tæt på, og så alligevel så langt fra! Jeg ville gøre, hvad som helst… og efter 4år i behandling lykkedes det os at blive forældre til verdens mest ønskede lille datter – hun er næsten et år nu, og jeg fatter stadigvæk ikke helt, at jeg er blevet MOR!

Hold fast i dine drømme og håb, også når det er tåget og livet ikke giver mening… det er dem, der gør dig stærk, og følger jeg derhen, hvor du inderst inde virkelig ønsker at være <3 

 

Tyk er det nye normal!?

Min morgen tog lige pludselig en drejning, da jeg simpelthen var nødt til lige at høre Recept på P1 mere end én gang… og også mere end to gange! Tyk er det nye normal. Hvis du er overvægtig så ring ind!

Hvad er nu det for et program? Efter 53 minutter var jeg stadig lidt i tvivl, men efter endnu 53 minutter, så tror jeg, at jeg fattede pointen…

I Danmark er det nu mere normalt at være overvægtig end ikke at være det, okay! Jeg fattede selvfølgelig godt budskabet om, at vi som befolkning generelt er blevet tykkere og tykkere, og det er ikke så smart ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2017. Selv samme rapport, der også viser, at flere unge direkte mistrives. Jeg er med på, at udsendelsen ønskede at sætte fokus på og ikke mindst give os nogle løsninger OG finde nogle syndebukke, at hænge overvægtige danskere op på, men gennem hele udsendelsen kunne jeg simpelthen ikke lade være med at tænke på, hvordan den ene sætning efter den anden, der bare sprøjtede ud af radioen, kunne ramme enhver spiseforstyrrede, men også de lyttere, der måske bare har en snert af utilfredshed med sig selv. Programmet var spækket med, hvordan alting måles og vejes – BMI er misvisende, men vi fik da alligevel en henvisning til, hvor vi kan regne ud, om vi er tykke, hvis vi skulle være i tvivl. Avokado skal vi være påpasselige med at spise, for der er ”skjult” fedt i og nej, dadler er ikke den bedste løsning som erstatning for en matador mix, men de har trods alt flere kostfibre… hey hey hey! Er det ikke tid til at få snuden ud af mikro-radio og kravle lidt op på meta og se lidt mere nuanceret på, at tyk nu er det nye normal!

Jeg savnede virkelig, at der ikke kun blevet talt om vores kroppe, som gik vi rundt uden hoveder. På intet tidspunkt… og jeg ventede tavs i 53 min, kom de ind på vores psyke. Kunne man tænke sig, at en stor del af de danskere, som nu er tykke ifølge rapporten, spiser på deres følelser og ikke kun fordi, det er nemt tilgængeligt at få fingrene i billig kalorierig mad eller fordi, vi er uvidende, men måske i højere grad, fordi vi febrilsk forsøger at leve op til nogle idealer og ikke mindst vores egne ultra høje krav til, hvad vi kan acceptere - og hvad der kan accepteres, hænger jo ofte sammen med ens omgivelser, ik sandt??  

Jeg kunne ikke lade være med at tænke tilbage på dengang, jeg overspiste – ikke fordi jeg var sulten, ikke fordi, der var billig kalorierig mad lettilgængelig (jeg havde fundet det uanset), men fordi jeg for alt i verden forsøgte at leve så stringent, så sundt, så "perfekt", at jeg pludselig sprang i luften og ikke kunne styre det… 

Måske bliver vi tykkere og tykkere, fordi det netop ikke er normalt at være tyk eller rettere, det er ikke socialt accepteret at være andet end slank.

Selvom P1 værterne, og lægen påpegede, at veltrænede mænd ofte har et højt BMI, og det er misvisende, for de er jo ikke tykke, så fik jeg da alligevel en masse gode råd til, hvad jeg skulle og ikke skulle for at undgå at blive tyk, men jeg opdagede aldrig, at på den tykke krop, der sidder et hoved, som i hvert fald for mig, var det styrende i mit forhold til mad og min krop! 

Hørte i mon også Recept imorges på P1? <3 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvor lang tid tager det at slippe af med min spiseforstyrrelse?

Vi kan lige så godt læne os tilbage for... ”Det tager lige så lang tid, at slippe fri af din spiseforstyrrelse, som du har haft den!”

I går var jeg til et fantastisk inspirerende og spændende kursus med Søren Hertz, som jo er børne- og ungdomspsykiater. Ja, bare det at skulle skrive sådan en titel, kan jo få en til at gibbe… for så ER man jo virkelig syg, hvis man skal til ”sådan en” – det var i hvert fald sådan, jeg tænkte, dengang jeg kom til lægen, og det eneste han kunne give mig var en henvisning til en psykiater eller en indlæggelse på en, i mit hoved, anstalt for tossede (det turde jeg slet), så nej tak!

Kurset handlede egentlig mest om hele den her diagnoseverden med fokus på, hvad der mon er galt, når børn og unge, viser en besynderlig adfærd! JA, for noget må jo være galt ik?

Befriende var det, at Sørens næste sætning var, at det ikke er barnet eller den unge, der er problemet, men at de prøver at vise problemet! Et problem, som ikke kan eller skal forstås i sig selv, men i de omgivelser, hvor det udspiller sig!

Min første tanke var, hvorfor fandtes der ikke sådanne mennesker, dengang jeg havde brug for det! Det eneste jeg husker er, at alle fokuserede på at fikse mig. Jeg ved ikke, om de synes, at jeg var problemet, men jeg husker, som var det i går, at jeg i hvert fald følte mig som værende PROBLEMET!

Nå, men jeg kom ud af min tankestrøm under pausen, hvor jeg sludrede med Søren omkring min bog, Porcelænshulen. Vi kom på en eller måde til at tale om, at nogen (og hvem er det egentlig??) har sagt, at det tager lige så lang tid at komme ud af sin spiseforstyrrelse, som man har levet med den!!!

Vi kiggede på hinanden og kunne kun bekræfte, at vi begge to blev vrede over den udmelding – hvem har lavet den formel???? JA, formel, udregning… whatever!

Det bragte mig i hvert fald tilbage til mit besøg med lægeverdenen, hvor præcis samme sætning flød ud over min læges læber! Jeg gloede på ham og sagde 8ÅR?????? Det kan jeg ikke!!...

Og nej! Det hverken kunne eller ville jeg… og når jeg sidder her i dag, bliver jeg helt harm over, at man overhovedet kan finde på at sige sådan til et menneske, der sidder med det ene ben i afgrunden og kalder på en hånd, der bare kan holde lidt fast i en, så man ikke falder eller måske, det helt utænkelige i situationen, at hive en helt op!

Ens håb og tro på, at det kan lykkes at leve et liv uden en spiseforstyrrelse, bliver da virkelig utænkeligt og nærmest naivt, når man får smækket sådan en sætning i hovedet. Jeg følte, at jeg blev reduceret til en matematisk formel, som måske havde fået liv på baggrund af nogle ufuldstændige dataindsamlinger, der på ingen måde kunne tage højde for alle de variabler, der spiller ind i et hvilket som helst menneskes liv. Ikke nok med, at jeg følte mig reduceret, jeg fik da også på et splitsekund frataget alt ansvar for mit eget liv... med den melding kunne jeg jo lige så godt læne mig tilbage og vente.

Jeg kan bare sige, at jeg er ikke en del af den statistik og jeg håber, at den sætning begraves hurtigst muligt og erstattes af et møde med nogle mennesker, der kan indgyde til håb og tro på, at vi kan ændre vores måde at leve på. Jeg er et levende bevis på, at det kan lade sig gøre <3